Spring til indhold
Forside

Nyhed

Vækstproblemer hos børn kan være tegn på kroniske tarmsygdomme

Lagt online: 28.01.2025

Forskere på AAU har fundet ud af, at en stor del af de børn, der diagnosticeres med inflammatoriske tarmsygdomme, viser tegn på reduceret højde og vægt op til tre år inden diagnosen. Opdagelsen kan bane vejen for bedre behandling og afværge følgeskader.

Nyhed

Vækstproblemer hos børn kan være tegn på kroniske tarmsygdomme

Lagt online: 28.01.2025

Forskere på AAU har fundet ud af, at en stor del af de børn, der diagnosticeres med inflammatoriske tarmsygdomme, viser tegn på reduceret højde og vægt op til tre år inden diagnosen. Opdagelsen kan bane vejen for bedre behandling og afværge følgeskader.

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Behov for stærk medicin, kirurgiske indgreb og nedsat livskvalitet ind i voksenlivet. Det kan være de langsigtede konsekvenser, når inflammatoriske tarmsygdomme rammer i barndommen.

Hvert år diagnosticeres cirka 200 børn i Danmark under 18 år med inflammatoriske tarmsygdomme, som er uhelbredelige og kendt under fællesbetegnelsen IBD (Inflammatory bowel disease). Tidligere undersøgelser har koblet vægttab hos børn til IBD.

Nu slår en ny undersøgelse fra forskningscenteret PREDICT på Aalborg Universitet blandt næsten 1 million børn fast, at reduceret højde og vægt kan være et tidligt symptom på IBD.

”IBD i barndommen kan føre til underernæring, der viser sig som langsom vækst. Ved at bruge data på højde og vægt fra skoleundersøgelser har vi fundet ud af, at en stor del af de børn, der senere får en IBD-diagnose, allerede viser vækstproblemer flere år før diagnosetidspunktet,” siger Maiara Brusco De Freitas, der forsker i ernæring og står bag undersøgelsen.

Når vi kan identificere symptomer på IBD i prædiagnoseperioden, kan vi bedre lave forebyggende foranstaltninger, reducere behovet for kirurgiske indgreb og optimere livskvaliteten hos patienterne.

Maiara Brusco De Freitas, Klinisk Institut, AAU

Muliggør bedre forebyggelse

IBD er dobbelt så udbredt i den danske befolkning som type 1-diabetes. 60.000 danskere lider allerede af enten Crohns sygdom eller colitis ulcerosa, som er to udbredte varianter af inflammatoriske tarmsygdomme. 

Inflammatoriske tarmsygdomme opstår, når kroppens immunsystem fejlagtigt angriber sunde tarmceller af årsager, som forskningen endnu ikke fuldt ud kan forklare. Det fører til vedvarende betændelse og skader, der ikke heler af sig selv.

Især hos børn med Crohns sygdom viser sygdommen sig som vækstproblemer, der kan spores op til tre år inden diagnosen. Det muliggør ifølge Maiara Brusco De Freitas bedre forebyggelse.

”Når vi kan identificere symptomer på IBD i prædiagnoseperioden, kan vi bedre lave forebyggende foranstaltninger, reducere behovet for kirurgiske indgreb og optimere livskvaliteten hos patienterne,” siger Maiara Brusco De Freitas.

Tidlige periodiske ernæringsscreeninger er ifølge Maiara Brusco De Freitas vigtige, fordi det kan have stor betydning for sygdomsudviklingen.

”Det er bydende nødvendigt, at vi lærer at forstå det tidlige stadium af sygdommen bedre, så vi kan forbedre patientbehandlingen og afbøde skader, der kan forebygges. På den måde kan vi fremme en sund udvikling for børnene,” siger Maiara Brusco De Freitas.

Relaterede nyheder